Om lokalrådet
I Ryslinge med landsbyerne Fjellerup og Lørup er der ca. 2300 indbyggere fordelt på ca. 1250 husstande. Ryslinge er beliggende på Midtfyn ved vejen fra Ringe mod Nyborg, ca. 3 km. fra Ringe og den nye motorvej mellem Odense og Svendborg.
Ryslinge Lokalråd blev stiftet som forening den 5. april 2006 og blev hermed en del af Fynsland, som er det fælles overbygningsorgan for lokalrådene i Faaborg- Midtfyn Kommune.
Det første år i Lokalrådets historie var præget af kommunesammenlægningen, hvor der ikke var store muligheder for politisk påvirkning. Dette har dog ændret sig, hvilket blandt andet ses ved kommunens valg af Ryslinge som den by, der tildeles midler til byfornyelse og -forskønnelse.
Der har lige fra Lokalrådets start været afholdt møder med borgerne. Foreningerne har været inviteret til debat flere gange, ligesom Lokalrådets årsmøde har været åbent for alle gennem annoncering.